William Richard Miller er en fremtrædende amerikansk professor i psykologi og psykiatri. Miller og Stephen Rollnick, en britisk psykolog, er stifterne af den Motivational Interviewing (MI), der er en evidensbaseret metode.
MI handler om at arrangere samtalen således, at brugeren/beboeren taler sig i retningen af forandring baseret på egne værdier og interesser. Det er en samarbejdsorienteret samtalestil, der har til hensigt at styrke personens egen motivation og få vedkommende til selv at påtage sig forpligtelsen til forandring. Motivationen skal altså ikke fyldes på udefra, men er allerede integreret.
MI har ikke kun sin berettigelse i længere samtaler, men kan også bruges i ikke planlagte hverdagssamtaler af kortere varighed, hvor man som medarbejder kan trække på de forskellige elementer af MI.
Jeg vil nedenfor beskrive MI ind i en kontekst i arbejdet med socialt udsatte:
Ånden i MI handler om omsorg, respekt og accept af mennesket. Det handler om at møde mennesker, hvor de er, med en rolig og nærværende tilstedeværelse. Ånden i MI taler for mig at se ind i en næstekærlig ånd, hvor mennesker mødes med værdighed.
Ambivalens er en helt naturlig del af det at være menneske. Når brugeren/beboeren giver udtryk for ambivalens, handler det om at møde og udforske begge sider af, hvad der taler for og imod forandring, f.eks.: ”På den ene side gider du ikke at lave noget i dag. På den anden side har du en aftale med din bostøtte, der er vigtig for dig.” Ambivalens kan misforstås, og man kan komme til at tro, at det ambivalente menneske ikke er motiveret.
Forandring: I arbejdet med socialt udsatte mennesker må vi glemme vores egen forståelse for, hvad forandring er. Det, der er en stor forandring for nogle, kan føles som en ubetydelig forandring for andre. Vi skal møde menneskers overvejelser om forandring uden vurderinger og domme. I det sociale arbejde vil store forandringer for brugeren/beboeren ofte være en proces med små skridt, små afprøvninger, der nogle gange går bedre end andre. Det er ofte to skridt tilbage før vi igen går frem. En stor forandring kan være at blive klippet i varmestuen, komme i bad, spise ved et bord sammen med andre, eller åbne sig for et fremmed menneske og fortælle.
Vigtighed og tiltro: Når vi arbejder med mennesker, der ikke har haft det for let, kan de også fortælle os, at noget ikke er vigtigt, f.eks. det at få det bedre, selvom det er. Hvis man gør sig den umage og med MI undersøger, hvad det handler om. Det viser det sig ofte, at det ikke er følelsen af vigtighed, men tiltroen til at magte forandringen, der mangler, som bunder i alle deres erfaringer med at mislykkes eller blive set på som et problem. Igen kunne man hurtigt tænke, at de ikke er motiverede. MI kan hjælpe med at undersøge, hvad der er på spil og derefter hjælpe mennesket til at højne tiltroen til sig selv. I MI træner vi derfor vigtighed og tiltro som vigtige parametre for forandring.
Fra information til handling: En faldgrube i arbejdet med socialt udsatte er at tro, at information fører til handling. Det gør den sjældent. Alt for ofte bliver vi som medarbejdere frustrerede over, at der ikke sker noget. Hvorfor gjorde han ikke det, vi aftalte i går? Det gjorde han ikke af samme grund som rygeren, der kommer til lægen og får besked på at stoppe med at ryge men ryger videre. Vi ændrer ikke vaner fordi vi bliver informeret om at noget ikke er godt for os.
En anden brøler, vi som professionelle kan komme til at lave, er den tidlige fokuseringsfælde. Vi kommer hen til en beboer på et herberg og ved præcis, hvad vi vil tale med vedkommende om. Vi er så fokuserede på opgaven, at vi helt glemmer at være tilstede med ånden i MI og lytte til, hvad der er på spil i vedkommendes liv, før vi går i gang med vores dagsorden. Hvis vedkommende f.eks. har fået en virkelig dårlig besked på telefonen, og vi sidder og taler om handleplaner, er det os, der arbejder og i sidste ende bliver frustrerede, fordi han jo ikke er motiveret for den handleplan. Det er vigtigt at møde mennesker der, hvor de er og give os til at lytte, før vi kan vurdere, hvad det er hensigtsmæssigt at fokusere på lige i det øjeblik.
Sprog: Når vi bruger MI i det sociale arbejde, skal vi bruge hverdagssprog. En del af de mennesker, der kommer på herberger og væresteder, er allergiske overfor pædagogsprog eller fagsprog, man ikke forstår. De har brug for at blive mødt at et menneske.
Bekræftelse er en helt essentiel del af MI. At kunne give bekræftelse er som at have en tryllestav i hånden. Den har effekt på relationen, selvbilledet og viljen til at overveje følsomme forandringer i ens liv. I arbejdet med mennesker, der ikke har fået megen bekræftelse, er der behov for at give bekræftelse ved enhver given lejlighed. Bekræftelse handler om at sætte ord på værdifulde egenskaber og styrkesider, noget som personen er. Bekræftelse adskiller sig i høj grad fra ros, hvor man italesætter en præstation frem for egenskaber.
Refleksioner: Refleksioner er hjertet i MI. Det at kunne gengive, hvad personen har sagt med fokus på forandringsrettede udsagn, viser, at vi ser og forstår, hvad de siger. Det styrker relationen og gør, at man i højere grad får lyst til at åbne sig og fortælle om det, der ellers kan være svært at tale om. Forskellige typer af refleksioner bruges alt efter, hvor man er i samtalen og hvor godt man kender brugeren/beboeren. Simple refleksioner er gode til at opbygge relation og især gode til mennesker, der af forskellige grunde har en begrænset kognitiv evne. Komplekse refleksioner kan med fordel bruges i større grad, når brugeren/beboeren er i stand til at være i en samtale og føler sig tryg i relationen.
Information: MI tilbyder også en anden måde at give information på, som har vist sig at være meget nyttig i arbejdet med socialt udsatte. Der kan være en begrænsning på, hvad vi som mennesker kan rumme. Forestil dig, at du kommer et sted, hvor du er nervøs, måske har du lidt social angst, måske er du påvirket, måske har du kognitive skader eller er for tiden plaget af psykiske problemer. Der er en høj risiko for, at størstedelen af den information, vi giver, ikke bliver modtaget, fordi modtageren ikke kan rumme det set up, vi har lavet. MI tilbyder informationsgivning som en samtale, hvor brugeren/beboeren er en aktiv del af samtalen.
Opsummeringer bruges i MI til at samle trådene, så brugeren/beboeren husker det vigtigste. Opsummeringer kan med fordel bruges på alle, men er særligt gode ved meget kaotiske samtaler, hvor der bliver talt meget og i mange forskellige retninger. Medarbejder kan med opsummeringer hjælpe bruger/beboer til at få samlet trådene, sorteret i samtalen og gå fra kaos til mere ro.
Åbne spørgsmål får mennesker til at tale og kan bruges til at styre retningen af samtalen. Nogle åbne spørgsmål kan være så åbne, at mennesker med begrænset kognitiv evne pga. opvækst, misbrug eller skader kan have svært ved at svare. Det er vigtigt at tilpasse spørgsmål til den, man står overfor.
Tro og håb: Mennesker i svære livssituationer kan miste troen og håbet på, at livet kan blive bedre. Den største trussel i det sociale arbejde er, at vi som professionelle mister troen og håbet for vores medmennesker. Forskningsresultater i MI peger på vigtigheden i, at medarbejderen bevarer troen og håbet for brugeren/beboeren, for at denne bliver i stand til at lave ændringer i sit liv. Nogle gange må vi endda låne vores håb ud til dem, når de mister fodfæstet for en stund. MI hjælper medarbejderne med at forstå vigtigheden i at bevare troen og hvordan man kan udlåne sit håb for en stund gennem træning i og forståelse for motivationsarbejde.
Konflikter: MI er i sig selv konfliktnedtrappende og -forebyggende, da tilgangen og teknikken bevirker, at modtageren oplever set, hørt, forstået, mødt og accepteret. MI tilbyder samtaleteknik ind i konfliktfyldte samtaler.
Autonomi: Et vigtigt element i MI er autonomi. Respekten for menneskers ret til selvbestemmelse skal altid holdes for øje, så MI ikke bliver et middel til overtalelse til forandring og dermed forsøg på manipulation. Som nævnt indledningsvist skal motivationen til forandring komme fra personen selv – vi hjælper bare med at fremkalde den.
