Housing First og ”Motivational Interviewing”, hvis I vil gøre en forskel!

Vi kan stå på hovedet med Housing First, men det nytter intet, hvis ikke de mennesker, der har brug for at klare en hverdag, ikke tror på, at de kan. Der er brug for den evidensbaserede samtaleteknik ”Motivational Interview” som en integreret del af CTI, og jeg skal nok forklare jer hvordan.

Jeg har mødt mange mennesker i mit arbejde med socialt udsatte, men lad mig fortælle jer om Finn (det hedder han selvfølgelig ikke).

Finn havde en lejlighed, men den sandede til og blev med tiden overtaget af nogle slemme gutter, der hang ud i lejligheden og solgte lidt af hvert. Det var selvfølgelig et stort problem for Finn, at han ikke længere kunne bruge sin lejlighed. Et endnu større problem var, at han ikke kunne holde ud at være der, fordi den aldrig var blevet hans hjem. Til historien skylder jeg at fortælle, at ensomhed også var et at Finns helt store problemer, og i lejligheden kom der ingen, som Finn havde lyst til at få besøg af. Der, hvor jeg arbejdede, kom han ofte forbi, og vi talte tit sammen om lidt af hvert. Finn vendte ofte tilbage til historien om, hvad han dog skulle finde på for at komme ind og brumme. Han havde en oplevelse af at struktur, regler og regelmæssighed i fængslet, hvor han ikke selv behøvede at tage stilling til noget, var det bedste hjem for ham. Skidt med at friheden blev taget fra ham. Hvad skulle han dog også bruge den til? Han havde jo alligevel intet i sin fritid der var til at skrive hjem om.

Finn havde lav tiltro til sig selv, til sine egne evner og vidste ikke længere, hvad der var vigtigt for ham. Han havde det faktisk bare bedst, når andre fortalte ham, hvad han skulle.

Vi, der arbejder med socialt udsatte mennesker, kan lægge alle de planer, vi vil, og kalde dem alle mulige flotte navne, for at de lever op til standarder og regler. Vi kan også vælge at resignere og kalde Housing First en træls spareøvelse, men hvis vi virkelig vil gøre en forskel i et menneskes liv, må vi starte med at tale med Finn og lige her er der et overset problem mange steder i de sociale tilbud. Det er afgørende, hvordan vi taler, hvordan vi spørger, hvad vi spørger til og hvordan vi følger op. Det er afgørende, at medarbejderne ude hos jer kan deres samtaleteknik, hvor de spørger ind til nogle særlige parametre, der kommer til at give en som Finn kræfter til at handle og lave positive forandringer. Lad os ikke lave Housing First, fordi vi skal. Lad os gøre det, fordi det er meningsgivende at hjælpe nogen til at få et hjem og lad os sætte ind med alt, vi kan, så vi undgår, at Finn – som så mange gange før – banker på døren for at få en seng at sove i.

Lad den evidensbaserede metode Motivational Interviewing være den samtaleteknik, der skal støtte jer i jeres arbejde med Housing First og brug den sammen med CTI, så vi kan få gjort noget ved de høje hjemløsestatistikker. Lad os gøre det, der virker! 

Af: Maria Schack,
www.mariaschack.dk